TIL GLEDE OG NYTTE FOR DE UNGE
Jeg leste en artikkel i Stavanger Aftenblad i ferien. Det har vært en debatt om å få flere helsesøstre i kommunene.Jeg har syntes det har vært et godt forslag. Men så leste jeg da denne artikkelen i Aftenbladet om ungdomshelsetasjonen. I denne artikkelen sier ledende helsesøster at TIPS (tidlig oppdagelse og behandling av psykoser) kommer til å være på helsestasjonen en gang i uka. "Hun sier at de vil se temaet unges seksualitet og psykisk håelse opp mot hverandre. Flott at TIPS kommer til oss her på huset, det styrker vr kompetanse og tilstedeværelse og det vil igjen være til glede og nytte for de unge", sier denne ledende helsesøsteren.
Vi som har fått smake psykiatrien selv, vet ikke om dette er et gode. Psykiatrien sniker seg inn i det forebyggende arbeidet som kommunen skal gjøre, men under nye navn, nå TIPS. Jeg lurer på om andre kommuner har slike vesen.
Det er ikke nytt i psykiatri at de er opptatt av seksualitet. Jeg husker til og med at jeg som barn ble spurt av en av legene som såkalt behandlet min mor om hun hadde vært overdrevent seksuelt opptatt. Tenk å spørre et barn om slikt. At de i det hele tatt kunne komme på det.
Jeg liker heller ikke den profilen som TIPS har her i Stavanger. Etter min mening virker det heller angstskapende enn oppbyggende. TIPS kan også medvirke til at ungdom blir stigmatisert.
Jeg syns at de skulle holdt seg ute av det forebyggende arbeidet for ungdom på helsestasjonen når en vet hvilket lovverk psykiatrien er hjemlet i og når en kjenner til virkemidlene som er hjemlet i denne loven.
Jeg kjenenr til eksempler hvor ungdom er kommet inn i psykiatrien via TIPS og hvor medisinering og langvarig innesperring har blitt følgene.
Selv ville jeg som mor fulgt kjempegodt med og ikke tatt alle gode tilbud som gis for god fisk. Erfaring viser at møte med psykiatri slett ikke har vært til glede og nytte for dem det gjelder.
Jeg har set lidt nærmere på TIPS i forhold til den nye kategori, der foreslåes for DSM-V: "psychosis risk syndrome", og navnet Jan Olav Johannessen dukker op som noget af det første. Jan Olav Johannessen er initiativtager til TIPS, og har et samarbejde med den australske psykiater Patrick McGorry, én af de mest fremtrædende, og omstridte, fortalere for, at "psychosis risk syndrome" bliver en DSM-V-realitet. Ikke overraskende viser et nærmere blik på Patrick McGorry, at - også - han har ret solide forbindelser til farmaindustrien, faktisk til flere koncerner, såsom AstraZeneca og Eli Lilly, på området, og selv om jeg ikke lige har set Jan Olav Johannessen efter i sømmene mht. dette, så formoder jeg, at også han har et lille bijob (eller flere) indenfor Big pHARMa.
SvarSlettVi har i Danmark i OPUS *) et modstykke til det norske TIPS, og lignende projekter iværksættes i tiltagende omfang i hele verdenen (f.eks. RAISE i Oregon, USA, som Ron Unger kommenterer kritisk her). Fælles for alle disse projekter er, at de benytter sig i høj grad af panikmageri. De fungerer efter ca. samme princip, som det velkendte fænomen blandt især nye lægestuderende, der, når de læser symptomlisterne for de forskellige sygdomme, tror at de bestemt må lide af både den ene og anden af sygdommene selv, fordi, OMG!, det dér lille mavekniben i forgårs, som man bare havde slået hen som ingenting, var det ikke et tidligt tegn på mavesår?!... Problemet indenfor psykiatrien er, at der ikke findes fysiologiske tests, der entydigt kan slå fast, om personen har sygdommen eller ej. Det hele afhænger af subjektive skøn. "Patientens", lægens, de pårørendes, omgivelsernes. Og er "patienten" og/eller de pårørende, respektive omgivelserne generelt, skræmte nok, er det ingen sag, at komme frem til en diagnose (der jo også i stor udstrækning afhænger af, hvor "dramatisk" de formodede symptomer fremstilles for de professionelle, og jo mere skræmt man er, jo mere vil man dramatisere). På denne måde bliver angivelig forebyggelse til at "sygdommene", og dermed "behandlingen", psykofarmaka, finder større og større udbredelse.
Det der virkeligt er skræmmende her, er at undersøgelser har vist en fejlprocent på omkring 70, når det drejer sig om specialiserede (psykiatriske) tjenester, og hele 90 (!), når det drejer sig om knapt så specialiserede (som en sundhedsplejerske/helsesøster er det). Dvs. at mellem 70 og 90% af alle, der anses som værende i fare for at blive "psykotisk", faktisk aldrig bliver det. Mens en større systematisering af området uvægerligt vil medføre, at størsteparten af de unge, der anses til at være i fare, vil blive medicineret. Med i høj grad sundhedsskadelige substanser, der bl.a. også forårsager forandringer i hjernens transmitterstofskifte, der gør personen mere modtageligt for "psykoser"...
Jo mere udbredelse angiveligt forebyggende, skadereducerende projekter som TIPS finder, jo flere diagnosticerede tilfælde af "psykose"/"skizofreni" vil vi se. Så meget for "forebyggende"...
*) Interessant for mig at se, at også Jan Olav Johannessen, ganske som danske Merete Nordentoft, initiativtager til OPUS, har tilknytning til ISPS. Endda som forhenværende præsident for foreningen. Du godeste!