Jeg sitter og ser på en artikkel i Stavanger Aftenblad av 12/1 2002. Det er en dame som har jobbet ved Rogaland psykiatriske sjukehus som står frem i denne artikkelen. Denne familien har jobbet i flere generasjoner ved Rogaland psykiatriske sjukehus. Denne damen forteller i denne artikkelen at etter 1954, var det mange som ble glade på Dale. Da ble nye beroligende medisiner tatt i bruk, Ataraxica, som betyr fred i sinnet.
Videre i artikkelen står det at det skulle vise seg at det fulgte betydelige bivirkninger med medisinene. Sitat: "Medisinene gjorde at enkelte pasienter skalv, ristet, fikk stive armer og bein, kjevesperre, klaprende tenner eller at tunga ble lammet."
Her er bare beskrevet de ytre tegnene, men hva med alle bivirkningene på innvortes organer som en i første omgang ikke kunne se med det blotte øye.
Etter min mening er dette medisinske eksperimenter, noe jeg ikke trodde en hadde lov til her i dette landet. Jeg forbinder medisinske eksperimenter med helt andre regimer.
Det er vanskelig for meg å lese hva denne damen skriver, jeg hadde min mor innlagt her i dette sykehuset på denne tiden og fikk følge bivirkningene av medisinene på nært hold. Mange ganger kan det virke for meg som om de kunne tro at vi som pårørende ikke hadde øyne og ører til både og se og høre hva det var de holdt på med. Vi var slett ikke dumme, men helt hjelpeløse i forhold til et slikt autoritært system. Og jeg tror ikke de vet hva de holdt på med.
Damen som intervjues sier videre at hun som barn ble veldig glad i pasientene. "Ja vi har vært spesielt glad i dem. De fleste er som du og meg. Bare langt mer rause og tolerante, sier moren."
Og hvorfor skulle det da være nødvendig å medisinere mennesker med så gode egenskaper slik at de ble gjort helseløse?
I intervjuet sier hun videre at Dales historie er fylt med mye gru. Sitat: Noen mennesker måtte gjennomgå forferdelige ting for at ettertiden skulle bli klokere."
Det var min mor dere holdt på å eksperimentere med. Ville du likt det hvis det hadde vært din mor?
Det som er så forferdelig syns jeg er at en på denne måten fratok pasientene muligheten for å tale sin sak fordi de ble ødelagt og gikk i graven uten å kunne fortelle hvilke forferdelige ting de ble utsatt for. Samfunnet skulle tatt et skikkelig oppgjør med de som skjedde i disse store psykiatriske sjukehusene og beklaget både overfor pasienter og pårørende.
Jeg tror ikke at en kommer videre før en har tatt et skikkelig oppgjør med psykiatriens historie helt opp til vår tid. Tiden er overmoden.
Ikke engang de lobotomerte fikk noen beklagelse fra psykiatrien. Altså de som fremdeles levde da lobotomiskandalen ble opprullet i all sin gru på 1990-tallet.
SvarSlettDer eksperimenteres jo stadigvæk i dag i stor stil på denne måde, udenfor rammerne af kliniske forsøg, i ganske almindelige behandlingssituationer. Kliniske forsøg varer som regel ikke længere, end allerhøjst nogle få måneder, grundet de høje omkostninger. Mens en del bivirkninger, såsom tardiv dyskinesi (TD), metabolsk syndrom og svind af hjernematerie, ikke viser sig før efter længere tids indtagelse af det pågældende stof. Således mente man jo ikke, at de nyere, såkaldte "atypiske antipsykotika", som Zyprexa, Risperdal, eller Seroquel, havde det samme potentiale til at forårsage især TD, som de gamle, fordi kliniske forsøg havde vist et noget mindre risiko. Hvad der ikke blev taget højde for ved interpretationen af resultaterne, var at de fleste af disse forsøg sammenlignede meget høje doser af de gamle præparater med noget lavere doser af de nye. Det er klart, at det tager noget længere tid for tardiv dyskinesi at vise sig, jo lavere doseringen af det stof, der forårsager bivirkningen, er. På nuværende tidspunkt, efter ca. to årtier, hvor de fleste i god tro på forskningsresultaternes korrekthed har sat deres lid til de nyere stoffer, har det dog vist sig, at deres potentiale til at forårsage TD kun er uvæsentligt mindre, end de ældre præparaters. Plus at de nyere også har nogle bivirkninger, som de gamle ikke havde, i hvert fald ikke i samme omfang, såsom metabolsk syndrom og diabetes, og altså bestemt ikke er den velsignelse, de oprindeligt blev udråbt til at være. Snarere tværtimod.
SvarSlettNu er det langt fra kun mht. psykofarmaka, at der eksperimenteres i en almindelig behandlingssammenhæng. Det foregår sådan set mht. alle nyere medikamenter, uanset type. Problemet med psykofarmaka er imidlertid, at man, grundet særlovgivningen på området, ikke altid selv kan vælge, om man ønsker at være forsøgskanin, eller ej, og at stofferne i deres egenskab som bevidsthedsforandrende/-nedsættende, gør det meget svært, somme tider umuligt, for dem, der tager dem, at lægge mærke til bivirkninger. Omgivelserne, især behandlerne, har således et ekstra stort ansvar, når disse stoffer ordineres. Mens det må siges, at det er især på dette område, at behandlerne ikke lever op til dette ansvar. Og så kan man jo undre sig, hvorfor...
Mht. undskyldninger, så får det mig til at tænke på ofrene for eugeniken i Nazityskland, hvor man jo steriliserede bl.a. mennesker med "alvorlig psykisk sygdom", hvis man ikke dræbte dem. Ofrene for denne uhyrlighed venter den dag i dag på en officiel undskyldning fra den tyske stat. Staten begrunder det, at der ikke gives en undskyldning, ved at sige, at det jo drejer sig om en gruppe mennesker, der følelsesmæssigt er mere sårbar, end "normale" mennesker, og at man derfor ikke vil bringe officielt fokus på sagen, og dermed risikere, at rive op i gamle sår hos den pågældende gruppe mennesker. Snak om hykleri!
Det som du Sigrunn sa om at de lobotomerte ikke fikk oppreisning eller unnskyldning, er så opprørende at jeg ikke har ord for det. Jeg regner med at det må komme en dag hvor dette vil bli tatt opp i full bredde. Barnevernsbarna har fått unnskyldning og oppreisning, men overfor dem iverksatte man ikke alle disse medikamentregimene og lobotomeringen slik at de ihvertfall kunne snakke om sin sak.
SvarSlettDette med sårbarhet som du Marian tar opp i ditt innlegg, har jeg vært veldig opptatt av. Her i Norge snakker man i psykiatri om de sårbare pasientene, men når det gjelder medisinering, er det ikke snakk om sårbarhet, da er det bare til å pøse på. for en dobbeltholdning, man snakker akkurat som det passer. Jeg som har opplevd medikantforbruket i psykiatrien på nært hold, er topp skeptisk, ser ikke grunn for at tanker, følelser og sinn skal bli ødelagt med medisiner.