Det var vondt å høre i dag at det er fremlagt en knusende rapport av den psykiatriske klinikken i Haugesund.
Selv mener jeg at jeg tapte moren min ved at hun ble feilbehandlet i psykiattrisk sykehus. Det kostet henne livet.
På 1950 tallet var man i faglige kretser så optimistiske på grunn av at man hadde fått så mye nye medikamenter som skulle være så revolusjonerende i behandlingen av psykisk syke.
I dag sier man akkurat det samme om medkamentene, de er blitt så meget bedre, så nå er det ingen fare lenger.
Jeg har tenkt på om det kan være galt å gå ut å fortelle om problemene i familien min, men er kommet til at det må til forat jeg skal få frem hva jeg mener. Jeg mener også at man kan lære mye av levd liv. Derfor synes jeg det er greit at Karl Ove Knausgaard skriver om oppveksten med sin alkoholiserte far. Noen kan kjenne seg igjen og lære noe av det. I Stavanger Aftenblad har vi en skribent som går igjen og skriver om samme problemstilling, nemlig Stig Stangeland. Han har kjempegod innsikt i den problematikken og sier at alle blir syke i en familie som lever med en rusmisbruker. Denne kunnskapen hadde ikke psykiatrien. Derfor er det godt at noen som vet kan få frem disse kunnskapene ut til folk flest. Jeg mener også at vi må kunne tøre å være åpne om de problemer vi har, det er faktisk talt så mange i Norge som har lignende problematikk, som kan kjenne seg igjen og kan finne løsninger. Selv har jeg lært mye gjennom det skrevne ord.
Jeg fordømmer ikke min far. han var helt i alkoholens jerngrep, men det jeg anklager er måten mor og vår familie ble møtt av hjelpeapparatet.
En jeg snakket med som jobbet i psykiatrisk sjukehus sa til meg for ikke så lenge siden, at vi hjelper da noen. Hadde de som jobbet i kreftbehandling sagt det samme, ville det sannsynligvis blitt ramaskrik. Der krever en topp resultater og en topp kvalitet på behandlingen. De får og med være med og bestemme selv om de vil ha cellegift og blir gjort kjent med konsekvenser hvis de ikke vil. Hvorfor skal ikke psykisk syke ha samme rett?
Jeg synes, det er eminent vigtigt, at fortælle om erfaringer som dine. En ting er, at der faktisk, som du skriver, er mange med de samme, eller lignende, erfaringer, mens de færreste af dem tør eller orker, at være åbne, med al den "modvind", både fra systemet selv og dets tilfredse brugere, man udsætter sig for, når man er det. En ting er det levede liv, som gerne fejes af bordet som "anekdoter". En anden er, at de angivelige anekdoter faktisk bekræftes af den videnskabelige litteratur, psykiatriens egen forskning, som korrekte, og altså slet ikke værende "anekdoter".
SvarSlettFra starten af var man i de faglige kredse godt klar over, at de den gang nye medikamenter aldeles ikke var den velsignelse, som man (af samfundspolitiske og økonomiske grunde) valgte, at fremstille dem som i offentligheden. Så, dine (og din mors) erfaringer er ikke engang i strid med de videnskabelige fakta. Tværtimod. De er kun i strid med, hvordan de videnskabelige fakta blev og bliver fremstillet af psykiatrien i offentligheden. Nemlig meget selektivt, og yderst fantasifuldt interpreteret, for at sige det pænt. Hvis der er nogen, der fortæller anekdoter, eller snarere usandheder, og det vel vidende, at det er usandheder, så er det psykiatrien selv.
Jeg kan kun anbefale Robert Whitaker's Anatomy of an Epidemic (på Amazon her)